Skolens vision
Skolens vision
Den nye skole i Nuuk udspringer af et ønske om, at skolen og undervisningen i højere grad skal udvikle sig i takt med det omgivne samfund, så vi ruster vores børn og unge til at være en aktiv del af det globaliserede og højteknologiske samfund, som venter dem i fremtiden.
Samfundet efterspørger i stigende grad unge mennesker, der kan være kreative, kan samarbejde, tænke kritisk og tværfagligt. Det er kompetencer, som skolen søger at give videre til eleverne.
Der er derfor stort fokus på, at skolen skal indrettes med læringsmiljøer, der bidrager og motiverer til at øge fagligheden, men også giver mulighed for at understøtte en anden slags læring end den man traditionelt har set.
Vi skal have rammer, som giver eleverne de bedste muligheder for læring, ved at undervisningen foregår i tidssvarende lokaler, der er tilpasset elevernes behov.
Målsætningen er, at skabe et undervisningsmiljø; ”hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og giver eleven lyst til at lære”


Trygge og udviklende rammer for eleven – det lille i det store
Med en skole, der kan rumme op til 1.200 elever, er det vigtigt, at der er fokus på, at indrette de fysiske rammer på en sådan måde, så hver elev føler sig tryg og veltilpas gennem hele skoledagen. Det er derfor vigtigt, at der skabes små, trygge fællesskaber for den enkelte elev. Skolen indrettes derfor med en tydelig adskillelse mellem trin, så hver elev kan føle, at det er deres skole samtidig med, at der er sammenhæng mellem trin, så alle er en del af én samlet skole.
I forhold til specialklasseeleverne, er der også et ønske om at skabe endnu bedre rammer for at drive specialundervisning på skolen. Det er væsentligt, at man også formår at tilbyde elever med særlige behov, de bedste rammer for at kunne stimulere deres læring og trivsel.
Der skal derfor skabes rammer, hvor der kan tages hensyn til deres særlige behov, men samtidigt også skabe rammer, der understøtter deres inklusion og samvær med de resterende elever. Dette gøres blandt andet ved, at der oprettes en specialafdeling, som er indrettet efter formålet. Det betyder blandt andet, at der er et ekstraordinært fokus på lyd/akustik, mulighed for at trække sig tilbage til mindre rum og små nicher, samt kontorer og samtalerum til brug for støttepersoner, socialrådgivere, undervisere og forældre.
Specialafdelingen er dog sammenhængende med resten af bygningen, så eleverne føler sig som en del af skolen og har mulighed for at gå til og fra stamklasser over i specialafdelingen.
Medarbejdere og elever – sammenlægning af skoler og skolepasningsordninger
Etableringen af den nye skole i Nuuk betyder også, at der skal ske en sammenlægning af medarbejdere og elever fra Atuarfik Ukaliusaq og Atuarfik Samuel Kleinschmidt, samt medarbejdere og børn fra AKO Illu og AKO Narsarmiutaq.
Dette er en stor forandringsproces for både medarbejdere, børn og forældre.
I slutningen af 2021 blev der igangsat en fusionsproces med fokus på medarbejderne.
På fælles pædagogiske dage sættes der fokus på, at medarbejdere fra de forskellige arbejdspladser mødes for at lære hinanden bedre at kende og skabe en fælles arbejdskultur.
Herudover bruges de fælles pædagogiske dage på at:
- Skabe tryghed omkring processen
- Give medarbejdere indblik i byggeri og planer for den kommende skole
- Skabe fælles arbejdskultur, visioner og værdier
- Få ny inspiration gennem faglige oplæg og gruppearbejde
- Besøge byggeplads
- Samarbejde om planer for elevfusionering og information til forældre
- Bidrage med input til indretning og udstyr i lokaler m.m.
Processen er igangsat af Forvaltning for Børn og Skole og vil løbe frem mod ibrugtagning af skolen i 2024. Primo 2023 ansættes der en Skoleinspektør til den nye skole, som skal være med til at arbejde videre med fusionsprocessen af både medarbejdere og elever.


Det indledende arbejde – overordnede kriterier og værdigrundlag
Det indledende arbejde blev påbegyndt i 2018. I samarbejde med bygherrerådgiverne Arpe og Kjeldsholm og Orbicon Arctic blev der udfærdiget et brugerprogram for hele projektet.
En brugergruppe blev nedsat med deltagelse fra Forvaltning for Børn og Skole, samt skoleinspektører, teamledere, specialklasselærere og pædagoger. Brugergruppen tog på inspirationstur til Danmark primo 2018 med deltagelse af projektledere fra NCD samt bygherrerådgivere.
Formålet med den tværfaglige brugergruppe var at brugernes behov så vidt muligt kunne imødekommes og at skolen og daginstitutionen i videst muligt omfang ville blive fremtidssikret. Inspirationsturen blev efterfulgt af et visionsforløb, som skulle levere konkrete input til den videre proces.
Herunder ses nogle af de succeskriterier, som kan betragtes som værdigrundlaget for byggeriet af den nye skole.
- Bygningen skal understøtte det didaktiske begreb ”synlig læring”. Med synliggørelse af læringen, blandt andet i form af tydelige læringsmål, frem for elevresultater.
- Bygningen skal indrettes med rum for både formidling, aktivitet og fordybelse.
- Byggeriet skal tilrettelægges og projekteres så der fra start prioriteres gode indeklimaløsninger med fokus på trivsel.
- Bygningen skal understøtte den pædagogiske struktur og kultur, der ønskes praktiseret.
- Bygningens interne flow skal styrke sammenhængskraften og samarbejdet i hele bygningen – internt og eksternt.
- Sammenhængskraften blandt elever, forældre og medarbejdere skal fremme et lavere fravær og højne lærings- og arbejdsglæde og fællesskabsfølelse.
- Bygningsindretning skal give plads til aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling, selvstændighed og forståelse for demokrati samt bidrage til at udvikle børn og unges evne til at indgå i forpligtende relationer og fællesskaber.
- Et sted, hvor der er plads til alle.
- Inklusion
- Demokrati og medborgerskab – lokalmiljø
- Den nye bygning skal tilbyde innovative arbejdsmiljøer, der kan tiltrække og fastholde medarbejdere.
- Der skal være byggetekniske løsninger til medarbejderne, der rækker ud over det daglige arbejde og som understøtter en social kultur.
- Rammerne skal være tidssvarende, med rum og indretning der understøtter et mange facetteret arbejde, herunder lærerforberedelse, møder og samtalerum.